For omkring et år siden ringede Erik fra bestyrelsen til mig. Han ville høre om jeg kunne tænke mig at være mentor for en fra begynderholdet. Først var jeg lidt tilbageholdende, jeg var på vej ind i mit 4 år som biavler. Ville det mon være erfaring nok til at til at kunne hjælpe og vejlede en anden biavler. Ville jeg have tiden til det. Jeg har altid en masse andet jeg også har gang i hunde og papegøjer, FDF og så strikker jeg og render i strikkecafe. Men Erik pressede blidt på og han ville selvfølgelig sørge for, at det var en, der boede forholdsvis tæt på, ja han havde allerede en i tankerne. En ung dame der boede i Søndersø. Det endte selvfølgelig med et ja og jeg har ikke fortrudt et eneste øjeblik.

Da Ane og jeg endelig fik kontakt med hinanden, Ane havde lige født, fik vi aftalt et møde. Jeg fortalte Ane at jeg ikke var ekspert i bier, men der findes jo bøger, internettet og en væld af andre biavlere der kan spørges og med Anes kursus hvor oplysninger er i frisk erindring kunne det vel nok gå. Vi blev enige om at gøre forsøget og en dag efter arbejde kørte jeg ud for at se Anes bier.

Ane og jeg fik ikke rigtigt taget os en forventningssamtale for vi fandt med det samme ud af, at vi var godt selskab for hinanden. Men jeg tror det er vigtigt, at man lige snakker sammen om, hvad man forventer. Hvis nybegynderen tror, at mentoren står i bigården hver gang, der skal kigges bier går man nok lidt skævt af hinanden.

Ud over besøg hos Ane er der også fløjet en hel del smser afsted og telefonsamtaler.
Nogen gange har vi snakket om det, Ane syntes var et problem. Så er der gået en halv times tid og så ringede Ane igen og fortalte at nu var der kigget igen, igen og alt var ok.

Som de fleste nok bemærkede så var året 2015 ikke det bedste år for bierne. Jeg spurgte Ane, om hun ikke skulle lave en lille aflæggerfamilie og jo det skulle hun da. Så jeg tog ud til Ane, så vi kunne komme i gang med projektet, Men det var bierne startet på. Der var spækket med dronningeceller i stadet. Hvis det havde været mig som nybegynder var jeg nok gået lidt i panik.

Bierne følger deres egen plan og hvad gør jeg? Det var også Anes spørgsmål. Sammen fandt vi dronningen og fik hende over i det magasin, som vi havde gjort klar til den lille nye familie.
Herefter ventede vi og det gjorde vi i rigtig lang tid. Nok noget der ligner 4 uger og der var mange samtaler og smser mellem os. Hvor pokker bliver den dumme nye dronning af.
Samtidig blev Ane og Thomas jagtet af bier i haven. Hvad gør vi ved det? Gode råd måtte findes. Sammen blev vi enige om, at bierne måtte have et hegn og det skulle være lige nu. Ane kom i tanke om at de havde et læhegn i 70`stil og således kom bierne på camping bag et flot stribet læhegn og freden i haven var rimeligt genopstået.

Så myten om at have bier i haven uden problemer blev genoprette til et par dage senere. Her blev jeg helt umotiveret blev udsat for et frontalt angreb i min egen have. Så måtte jeg sende Ane et billede af min fine hævede læbe og skrive at mine bier måske også skulle på camping langt væk, måske til en have omkring Søndersø.

Tilbage til ventetiden som havde varet omkring 4 uger. Anes familie der manglede en dronning var gået helt vildt i byggeboom. De byggede og byggede og der var ingen æg eller dronning at se. Men familien havde det ellers godt.

I mellemtiden havde jeg fået et stik, der gav en voldsom allergisk reaktion, der krævede lægeambulance og jeg gik og ventede på svar fra blodprøver. Jeg var naturligvis fyldt med tanker om, hvad det ville betyde for min bifremtid, hvis jeg var allergisk. Men Ane var en god veninde at snakke med og hun sagde, at hvis det var, så måtte jeg bare være hendes hjælper, hvis jeg ikke turde have bier.

Men den dronningeløse familie skulle gåes igennem og Ane havde bestilt en ny lille dronning. Så Ane lokkede mig til at komme trods det jeg skulle holde mig langt væk fra stik. Aftalen var at jeg bare skulle trække mig, hvis bierne ikke brød sig om vores selskab. Men netop den dag endte med at give mig ro i sindet. Det var den flotteste dag med høj solskin. Bierne var totalt ligeglade og vi kunne kigge alt det vi ville.

Hvis jeg ikke selv fortæller det næste ved jeg at Ane gør det 🙂 Vi løftede ventilationspladen og jeg skrabede rask væk vildbyggen af. Bierne skulle jo ned på et magasin. Vi kiggede på de tavler, der var i magasinet og opdagede æg. Æg æg æg alle vegne. Vi tog en jubeldans og så gik vi på jagt efter dronningen. Hun måtte jo være der. Ane var meget spændt på om hun ville kunne se hende. Men hun var ikke at se, åhhh stor panik. Så sagde Ane de vise ord;” har du kylet hende på jorden?”

Det næste syn har sikkert været komisk, jeg kastede mig nærmest på jorden og hev fat i vildbyggen og rakte et stykke op til Ane og spurgte om hun kunne se noget og det kunne hun. Der vimsede Fru. Dronning stille og roligt rundt. Den lille familie har det stadig fint og hvis alt går vel, kigger de snart ud af stadet og går i gang med at samle honning. Det er så ikke sådan en bimentor skal gøre, jeg advarer bare. Jeg har hørt for det mange gange. Men den dag var god og vi fortsatte ude ved mine bier, og der faldt ikke et eneste stik den dag.

Det jeg også har gjort som mentor er at få Ane med til div. sommermøder. Barnet lovede jeg, at tage mig lidt af, så Ane kunne komme med hen og kigge bier der, hvor vi har været.
Vi har kørt sammen ned og afleveret rammer til afsmeltning og vi hjalp hinanden med vinterfodring, varrorabehandling og give oxalsyre. Jeg er faktisk overbevist om at vi fortsætter samarbejdet i flere år. Jeg har i hvert fald lovet Ane, at hun også må låne min slynge i år igen.

Jeg har haft megen glæde af at være mentor. Jeg vil faktisk sige, at det har givet mig en endnu større glæde ved at have bier. Jeg er blevet holdt op på min viden eller mangel på samme. Jeg er blevet udfordret men også støttet. Det med ikke at føle, jeg havde viden nok, har overhovedet ikke været et problem. At få en ”biveninde” gennem mentorjobbet er en stor gevinst. Man er også med til at få knyttet venskaber til andre biavlere til møderne. Det er vigtigt ikke at stå alene til et møde. Mange opgiver bidrømmen efter et par år. Måske fordi man mangler en sparringspartner. Faktisk tror jeg det er rigtigt godt, hvis man efter et par år med bier tør springe ud i opgaven som mentor. Drømmen i foreningen ville jo være, at der stod flere mentorer på spring end der var begyndere.

Mange hilsner fra Anne Louise.

Ps. Ja selvfølgelig har jeg biallergi. Jeg har hen over vinteren gennemgået et opvaccineringsforløb og er nu nået til vedligholdelsevaccinationerne. Så nu kan sæsonen godt snart komme i gang.