Author Archives: nordfynbiavl

Rolf Theuerkauf: Biavl i et forandret klima. Skal lærebogen skrives om?

Foto: Lene Kiel Jensen

Dato: Torsdag den 17. marts 2022 kl. 19
Sted: Hørvævsmuseet, Nårupvej 30, 5620 Glamsbjerg

Hvordan reagerer bierne – og dermed biavlerne - på mildere vintre, mere nedbør, højere temperaturer og deraf følgende indflydelse på indvintring, fodring og sygdomme?
Og hvilken betydning har det forandrede
klima for planterne?

Vi ser os desværre nødsaget til at aflyse kurset "praktisk kursus i at anvende pollen og propolis" Søndersø den 22. januar med Lars Bo Christensen pga. corona-situationen. Heldigvis har Lars Bo tilbudt at holde kurset en anden gang, og det glæder os. Det vil der komme nærmere besked om

Referat fra Nordfyns Biavlerforenings generalforsamling mandag d. 23. nov. 2021

Ad 1: Valg af dirigent

Formand Helle Sehested bød forsamlingen velkommen og foreslog Helle Theodorsen som dirigent. Forsamlingen tilsluttede sig enstemmigt forslaget.

Helle Theodorsen konstaterede, at generalforsamlingen var rettidigt indvarslet og annonceret, så generalforsamlingen var beslutningsdygtig. Dirigenten konstaterede ligeledes, at kun fremmødte der er medlem af både Nordfyns Biavlerforenng og Danmarks Biavlerforening har stemmeret.

Anne Louise Bondegaard Jørgensen og Erik Larsen blev valgt som stemmetællere. Der var 28 fremmødte.

Christian Jørgensen blev valgt som referent.

Ad 2: Bestyrelsens beretning 2021

Sidste år valgte vi gennemføre generalforsamlingen som planlagt i november, men i en ”skrabet” udgave, da vi ikke vidste, hvordan coronasituationen de næste måneder ville komme til at se ud. Og godt vi gjorde det, for det viste sig, at der kom en nedlukning af samfundet, der gjorde det umuligt at holde møder sidste vinter og forår. I sommer blev der igen åbnet op, og vi gik i bestyrelsen fortrøstningsfulde i gang med at planlægge og afholde aktiviteter igen.

Nu er coronaen vendt tilbage, og selv om der ikke er restriktioner og nedlukninger, betyder det, at denne generalforsamling heller ikke er helt som den plejer, idet vi har valgt at korte ned på indslag efter generalforsamlingen. Men vi håber, at vi næste år kan vende tilbage til helt normale tilstande. 

I beretningen gennemgår vi det forgangne foreningsårs aktiviteter. Forhåbentlig synes I, at det er interessant ved foreningsårets slutning at få et samlet overblik over, hvad vi har lavet i foreningen i årets løb. Og om mange år, når der engang skal være et jubilæum, og der måske skal skrives endnu et jubilæumsskrift, kan det være, at nogen også vil få glæde af at læse de årlige beretninger.

Coronaen har også i det forgangne foreningsår sat et markant aftryk på arbejdet i Nordfyns Biavlerforening, lige som i alle andre foreninger. Ikke bare betød coronanedlukningerne, at vi måtte aflyse alle aktiviteter sidste vinter og forår, men det er også som om, at det efter nedlukningen har været svært at komme i gang igen. Vi oplever, at det er sværere at samle medlemmerne til arrangementer i samme antal som tidligere. Det selv om medlemstallet ikke er faldet.

Foreningens samlede medlemstal er faldet med tre medlemmer siden sidste års generalforsamling og var pr. 30. september 2021 i alt 184. Ud af de 184 er 157 medlemmer af både Danmarks Biavlerforening og Nordfyns Biavlerforening, hvilket er det samme som sidste år. 27 er støttemedlemmer, d.v.s. kun medlem af Nordfyns Biavlerforening. Vi er stadig den største forening på Fyn og en af de største i Danmark.

Bestyrelsen har holdt 9 bestyrelsesmøder siden sidste generalforsamling. Nogle af møderne er foregået online, hvilket har fungeret godt. Vi overvejer derfor, om enkelte møde også fremover skal holdes virtuelt, men vil mest mødes fysisk.

Bestyrelsens arbejde er især koncentreret om planlægning og gennemførelse af møder, begynderkursus og deltagelse i festivaler. Det tager det meste af tiden på bestyrelsesmøderne, men vi prøver også at få tid til at drøfte mere overordnede emner. Ud over bestyrelsesarbejdet har bestyrelsesmedlemmerne også forskellige praktiske opgaver som f.eks. vedligehold af materiel og oprydning i materielskuret.

Sidste vinter blev alle de 5 planlagte aftenmøder sammen med de 4 andre biavlerforeningerne på den nordlige halvdel af Fyn, nemlig Østfyns Biavlerforening, Vindinge Herreds Biavlerforening, Vestfyns Biavlerforening og De fynske Bivenner, aflyst. Det har så betydet, at vi i år har kunnet genbruge store dele af sidste års program. I fælles regi nåede vi at afholde et mjødkursus med Klaus Ankerstjerne inden coronanedlukningen, og cremekurset, der skulle være afholdt i februar, blev i stedet afholdt i maj. Arrangementerne afholdes af de ovennævnte foreninger, men vi sender også invitationer ud til de øvrige biavlerforeninger på Fyn.

Desværre måtte vi i NBF aflyse det sædvanlige bisløjdkursus sidste vinter, men vi planlægger at afholde et igen efter nytår.

I år har vi haft 17 deltagere på begynderkurset. Ane Funch-Nielsen og Claus Hansen været instruktører. Pga. coronasituationen måtte kurset afvikles lidt anderledes end vi plejer. For det første blev starten ændret fra mart til april. Det har vist sig at fungere så godt, at vi også fremover vil lægge kurset i april, så kursisterne kan få bier i umiddelbar forlængelse af kurset. For det andet måtte den teoretiske del afvikles online. Det skete med god brug af Danmarks Biavlerforening kursusmateriale, der er udarbejdet til online undervisning. Den første undervisningsaften blev dog afholdt fysisk. Det skete i laden i Vigerslev, hvor vi har vores materiel stående. Her fik deltagerne mulighed for at se og løfte på kasser og se en bigård og det grej, der hører til biavlen. Vi har indtryk af, at det var en god start på kurset at være ude i den virkelige biverden, så det vil vi også fortsætte med.

De fleste af begynderne blev efterfølgende biavlere og de, der ønskede det, fik god hjælp til at anskaffe bier og komme i gang. Desværre var der heller ikke i år stor opbakning til tilbuddet om praktiske undervisningsgange i løbet af sommeren. Måske har deltagerne klaret sig med hjælp fra mentorerne eller måske med hjælp fra You Tube, hvor man kan finde alverdens mere eller mindre gode vejledninger.

Tak til underviserne for indsatsen, og tak til jer, der har været mentorer for vores nye kolleger.

Hen på foråret blev der igen åbnet op for foreningsaktiviteter, og vi kunne igen få gang i mange af de aktiviteter, vi plejer at afholde i sommersæsonen. Desværre blev Dyrskuet igen i år aflyst, og dermed vores deltagelse sammen med en stor del af de øvrige biavlerforeninger på Fyn. Madmarkedet på Rosenfestivallen i Bogense blev aflyst i sidste øjeblik og SPIS-festivalen er afgået ved døden. Men heldigvis blev de øvrige festivaler, vi plejer at deltage i, gennemført: Blomsterfestivalen i Odense i august, med godt vejr og rigtigt mange besøgende, og Fjordens Dag i Klintebjerg i september. Desuden kom et par nye arrangementer til: ”Naturen ind i byen” i september i hhv. Bogense og Søndersø, og i oktober i Otterup. Det er et initiativ, som Nordfyns Erhverv og Turisme igangsatte sidste år, hvor man kun nåede at afholde arrangementet i Bogense, mens de øvrige blev corona-aflyst. I år blev det afholdt alle 3 planlagte steder. Det er ikke nogle arrangementer, der giver et stort overskud, men vi får vist Nordfyns Biavlerforening frem og får en god snak med kunder og mulige kommende biavlere.

Som noget nyt havde vi i år en stand på Haveselskabets plantemarked på Erholm Gods den 11. september. Det var et fint arrangement, som vi gerne vil deltage i en anden gang.

I sommer har vi holdt 4 sommermøder. Det første sommermøde blev holdt på Hollufgaard den 1. juni, hvor Niels Jørgen Stempel viste og fortalte om sit flowhive stade, som han har stående i parken. Derefter viste Bo Hune fra Odense Kommune rundt i parken.

Det næste sommermøde blev afholdt på Holluf Pile Skole, hvor Villy Christensen viste os den flotte bigård, med flere finurlige bistader. Derefter holdt Kjær Lundø og Søren Grøn fra Pollen og Propolis foreningen et oplæg om pollen og propolis.

Det tredje sommermøde blev afholdt den 6. august i Skibhuscentret, hvor et medlem af Nordfyns Biavlerforening har en bigård. Der var arrangeret spisning og efterfølgende holdt Lottie Holm, der har bigården ”Mellem Hav og Hede” et inspirerende oplæg om at udstråle begejstring for sin biavl.

Det fjerde og sidste sommermøde blev af holdt den 18. august i Brenderup og havde titlen Bier og bæredygtighed i Brenderup. Først besøgte vi både Tage Rasmussen og Axel Diederichsens bigårde. Bagefter besøgte vi Brenderup Højskole, hvor forstander Ole Dedenroth viste rundt og fortalte om skolens bæredygtige byggerier.

Endelig blev der i september holdt et arrangement på Langeskov Planteskole sammen med de øvrige fynske foreninger i det såkaldte dyrskuesamarbejde.

Det har været nogle spændende og inspirerende møder. Men vi må desværre konstatere, at der heller ikke i år har været den samme tilslutning til sommermøderne, som der var for nogle år tilbage.

Tak til årets værter for at lægge bigård til. Det er dejligt, at vi har så mange medlemmer, der gerne vil åbne deres bigård, når vi skal arrangere sommermøderne.

Som det fremgår af ovenstående har coronaen også i det forgangne foreningsår sat et sit aftryk på aktivitetsniveauet i Nordfyns Biavlerforening, lige som i alle andre foreninger. Ikke bare betød coronanedlukningerne, at vi har måttet aflyse aktiviteter sidste vinter og forår, men det er også som om, at det efter nedlukningen har været svært at få medlemmerne i gang igen. Det er en ringe trøst, at vi ikke er den eneste forening, der oplever at det er svært at engagere medlemmerne igen. Deltagertallet til vores arrangementer er faldet meget de sidste par år, og det ser især ud til, at det er vores nyere medlemmer, der ikke komme til arrangementerne og ikke engagerer sig. Det er noget, som vi i bestyrelsen forsat vil have stor fokus på. Er det de forkerte arrangementer og emner vi arrangerer? Er de nye medlemmer en ny type biavlere, for hvem foreningsarbejde, uddannelse og erfaringsudveksling med andre biavlere ikke er så vigtigt? Det er også noget som Danmarks Biavlerforening vil have fokus på i de kommende år.

I år har vi afprøvet to nye medlemstilbud. I foråret lavede vi et fælles indkøb af glas. Det er en aktivitet som flere andre foreninger har, og vi ville afprøve, om det er havde interesse i NBF. Der var mulighed for at købe 450 g glas. Der blev indkøbt næsten 8.000 glas, som blev fordelt til 24 biavlere. Vi fik nogle erfaringen og vil nok tilbyde det igen næste år.

I sensommeren lavede vi fællesindkøb af forskellige typer af foder. Der var 15, der benyttede sig af tilbuddet, og det vil vi nok også tilbyde igen næste år.

På materielsiden har vi, som det vil fremgå af regnskabet, haft spenderbukserne på og købt flere store ting: Et nyt telt af en god kvalitet til at tage med på markederne. Det er en del af bestyrelsens beslutning om at lave en indbydende og præsentabel salgsstand. Til at ”dulle” standen op er der nedsat et lille udvalg. Desuden har vi købt en stadevægt, der nu står til låns hos Christian Jørgensen i hans bigård på Dallund Slot. Placeringen blev der trukket lod om blandt interesserede medlemmer, og det er planen, at den går videre til et andet interesseret medlem hvert andet år. Endelig har vi købt en ny slynge. Slyngerne driller os desværre, selv om vi gør, hvad vi kan for at de skal være i orden.

Materiellet står fortsat godt på Vigerslevlund hos Lis og Jens Nielsen, og det er vi rigtig glade for. Tak til jer for husly og hjælpsomhed.

På kommunikationssiden, har vi, som vi efterhånden har gjort en del år, udsendt et elektroniske nyhedsbrev til medlemmerne, især forud for arrangementerne. Der er en aktiv facebook-gruppe kun for medlemmer af Nordfyns Biavlerforening, og så har vi hjemmesiden, som vi skal have kigget på.

Konklusionen på året er, at det har været et år med begrænset aktivitetsniveau sidste vinter, mens sommeren næsten var som den plejer. Tak til alle, der på den ene eller anden måde har bidraget til at gennemføre de forskellige aktiviteter og til de, der har deltaget.

Hermed overlader jeg beretningen til generalforsamling.

Beretningen blev godkendt uden kommentarer.

Ad 3: Fremlæggelse af regnskab

Christian Jørgensen præsenterede det reviderede regnskab, som blev godkendt uden kommentarer. (Regnskabet vedlagt som bilag)

Bent Povlsen nævnte, at han selv havde været fortaler for at foreningen tilbød fællesindkøb af glas og foder, men udtrykte alligevel bekymring for om foreningen herved gjorde det vanskeligere for nystartet materialeforhandler at komme i gang. Formanden anførte, at vi har købt glas hos den lokale materialeforhandler efter hans tilbud, og at vi regner med at han også har en avance. Foder er købt hos Bihuset i Tappernøje, der kunne levere det vareudbud vi efterspurgte.

Ad 4: Bestyrelsens planer og budget for det kommende år fremlægges, herunder fastlæggelse af kontingent for det kommende år til NBF

Christian Jørgensen forelagde det af bestyrelsen opstillede budget for regnskabsåret 2021/22, og efterlyste forslag til nyt materiel som medlemmerne kunne tænke sig at foreningen råder over til udlån. Budgettet indebærer, at medlemskontingentet til Nordfyns Biavlerforening i det kommende år uændret vil være kr. 75.

Bent Povlsen spurgte om bestyrelsen har overvejet at etablere et fælles slyngerum, nu da tanken om en skolebigård er parkeret (på sidste års generalforsamling). Formanden oplyste, at den tanke har man ikke arbejdet med, og udtrykte betænkelighed ved, at et sådant fælles slyngerum måske kan blive en kilde til smittespredning mellem bigårdene.

Bestyrelsen blev opfordret til at arbejde for en nedsættelse af kontingentet til DBF, da det kan synes højt for de helt små biavlere.

Bent Povlsen opfordrede bestyrelsen til at overveje, om der er arrangementer/festivaler der er for små til at vi skal deltage. Eksempelvis er det måske for mange kræfter for frivillige medlemmer at lægge i et arrangement, når det kun har en omsætning på kr. 1.100-. Bestyrelsen udtrykte enighed i det synspunkt, men anførte, at det ud over omsætning også er et spørgsmål om synlighed.

Ad 5: Forslag fra medlemmerne

Ingen

Ad 6: Valg af bestyrelse og 2 suppleanter

Følgende blev genvalgt til bestyrelsen for en 2-årig periode:

Ane Funch Nielsen, Berit Tubæk Nielsen, Christian Jørgensen, og Helle Sehested.

Tove Olesen blev valgt som suppleant. Da ingen meldte sig som kandidat til den anden suppleantpost, vil det næste år kun være 1 suppleant til bestyrelsen.

Ad 7: Valg af revisor og revisorsuppleant

Som revisor for en 2-årig periode genvalgtes Bjarne Bengtson.

Som revisorsuppleant genvalgtes Bent Povlsen.

Ad 8: Evt.

Under eventuelt havde forsamlingen en samtale om, hvorfor der er så markant en tilbagegang i medlemmernes deltagelse i foreningens arrangementer og aktiviteter.

  • Er årsagen en eftervirkning af Corona-nedlukningen?
  • Er de nye og yngre biavlere optaget af mange andre ting og søger deres viden på en måske lettere måde via de sociale medier?
  • Er vi ikke gode nok til at skabe fællesskab i forbindelse med begynderkurset, så deltagerne ikke får venskaber indbyrdes med hinanden, underviserne og mentorerne?
  • Mentorerne skal måske ud over det rent bi-faglige mere på banen i forhold til at bringe den nye biavler i kontakt med foreningen? Mentoren kan f.eks. tage sin mentee med til foreningens sommermøder og dermed lette indgangen til foreningens arrangementer.
  • Det er ikke helt let at finde mentorer. Flere opgaver/pligter vil måske afholde flere fra at sige ja til opgaven.
  • Vi er en stor forening. Der er sikkert kræfter, der gemmer sig. Opgaven er at finde dem og sætte dem fri.

Helle Sehested takkede til slut dirigenten for god afvikling af generalforsamlingen samt de fremmødte for en stille og rolig generalforsamling.

27.11.2021/Christian Jørgensen

Referatet gennemlæst og godkendt af dirigent Helle Theodorsen

Indkaldelse til generalforsamling i Nordfyns Biavlerforening

Der indkaldes hermed til generalforsamling i Nordfyns Biavlerforening tirsdag den 23. november 2021 kl. 18.30 på Produktionshøjskolen, Odensevej 55 i Søndersø.

Inden generalforsamlingen serverer foreningen traditionen tro suppe (også i en vegetarisk udgave).

Dagsorden ifølge vedtægterne:
    1. Valg af dirigent
    2. Formandens beretning
    3. Fremlæggelse af regnskab
    4. Bestyrelsens planer og budget for det kommende år fremlægges,
    herunder fastlæggelse af kontingent for det kommende år til NBF
    5. Forslag fra medlemmerne
    6. Valg af bestyrelse og 2 suppleanter. På valg er:

        Bestyrelsesmedlemmer
                      Ane Funch-Nielsen (genopstiller)
                      Berit Tubæk Nielsen (genopstiller)
                      Christian Jørgensen (genopstiller)

Helle Sehested (genopstiller)
       Suppleanter
                      Jesper Møhring-Jensen (genopstiller ikke)
                      Pia Egtved (genopstiller ikke)
    7. Valg af revisor og revisorsuppleant
         På valg er: Revisor: Bjarne Bengtson
                         Revisorsuppleant: Bent Povlsen
    8. Evt.
   

Indkomne forslag til pkt. 5 skal være formanden i hænde senest 14 dage før generalforsamlingen (9. november).

Efter generalforsamlingen vil vinderen af Nordfyns Biavlerforenings bedste honning blive kåret, og der vil være et eksternt indslag, som bliver offentliggjort senere.

Tilmelding til generalforsamlingen senest søndag den 21. november på mailadressen tilmelding@nordfynbiavl.dk eller sms 20153782

Vores næste sommermøde er tirsdag den 13. juli. Vi skal til Brenderup og først besøge Tage Rasmussens bigård, hvor han vil fortælle om sin biavl. Derpå går vi til Axel Diederiksen, og ser hans bigård og hører om hans biavl.

Begge steder vil Mikkel Grønkjær fortælle om varroabehandling af bier, og vise nogle af metoderne til det.

Efterfølgende mødes vi på Brenderup Højskole og får kaffen. Her vil forstander Ole Dedenroth fortælle om højskolens bæredygtige byggeri, og vi får nok også lov at se det

Bier og bæredygtighed i Brenderup

Tirsdag den 13. juli kl. 19 - ca. 21.30.
Mødested: Egelundvej 2, Brenderup.

Det anbefales at parkere på P- pladsen foran Brenderup Højskole, Stationsvej 54, og gå hen til mødestedet derfra. Der er ca. 300 m.

Første del af mødet handler om bier, nærmere bestemt om nogle af de forskellige måder man kan varroabehandle sine bier på. Vi begynder mødet hos Tage Rasmussen. Tage vil fortælle om sin biavl, og derefter vil Mikkel Grønkjær fortælle om og demonstrere nogle af behandlingsmetoderne. Derefter går vi over til Tages genbo, Axel Diederiksen, der også vil fortælle om sin biavl. Mikkel vil her fortælle om og vise flere metoder.
Næste del af programmet handler om bæredygtighed, og foregår på Brenderup Højskole. Først skal vi dog have kaffe på skolen. Efter kaffen vil forstander Ole Dedenroth, der sammen med sin kone, Liselotte, også har bier, fortælle om højskolelivet og skolens bæredygtige byggeri. Skolen har bygget et halmhus og et off- grid hus, som vi skal se og høre om.

Det er gratis at deltage i arrangementet.

Af hensyn til forplejningen vil vi gerne have tilmelding til mødet senest søndag den 11. juli. Tilmelding på mailadressen tilmelding@nordfynbiavl.dk eller på sms til på tlf. 20153782 (Helle).

Onsdag den 16. juni kl. 19.00 – ca. 21.30.
Mødested: Holluf Pile Skole, Nøglens Kvarter 10, 5220 Odense SØ.

Bi med pollenbukser

Vil du vide mere om biernes produkter – udover honning - så er dette møde lige noget for dig.
Denne aften er dedikeret til pollen og propolis. Vi begynder med at se Villy Christensens bistader på skolen, der indgår som en del af skolens Haver til Maver projekt. Leder af Haver til Maver projektet, Jesper Lindenborg, vil også kort fortælle om dette projekt.

Villy høster pollen fra staderne, og vi skal se, hvordan forskellige pollenfælder fungerer i praksis.
Derefter vil Kjær Lundø, og Søren Grøn fra Pollen & Propolisforeningen fortælle om, hvordan man behandler pollen og propolis, efter det er høstet, og om, hvad man anvender det til.

Undervejs i workshoppen vil der blive serveret kaffe/te og kage.
Tilmelding til mødet senest søndag den 13. juni på mailadressen: tilmelding@nordfynbiavl.dk eller sms 20153782.

Du kan nå at tilmelde dig, hvis du gør det inden mandag den 14/6 kl. 18

Det koster 50 kr. at deltage i arrangementet. Beløbet betales før mødet via Mobile Pay nr. 208080 eller kontant på selve mødet.  

Årets første sommermøde i Nordfyns Biavlerforening er lige på trapperne. Den 1. juni mødes vi ved Hollufgård i det sydlige Odense, hvor vi kan se et flow-hive stade i drift, og biavler Niels Jacob Stempel vil fortælle om det. derfefter er der en guidet tur rundt i parken omkring Hollufgård. Til sidst nyder vi en kop kaffe, som I selv har medbragt. Læs mere i nyhedsbrevet fra NBF, eller her

Vintermøde med Lise Hansted om Markedsføring af honning og andre biavlsprodukter

Tid og sted: Torsdag den 28. januar 2020 kl. 19 hjemme hos dig selv 
Vintermødet den 28. januar med Lise Hansted kan desværre ikke finde sted som planlagt i Bred Kulturhus. I stedet vil vi forsøge os med et virtuelt møde – webinar – og håber du har lyst til at deltage på den måde.

Hvis du vil være med, skal du sende en mail til formand@vestfynsbiavlerforening.dk . Du vil så et par dage før den 28. modtage en mail med et link til mødet. 
Seneste tilmelding mandag den 25. januar.

Aftenens tema er salg og markedsføring af honning og andre biavlsprodukter. Konsulent Lise Hansted fra Danmarks Biavlerforening vil fortælle, hvad det er vigtigt at tage hensyn til, hvad der rører sig rundt omkring, og hvordan vi kan bruge det ved salg af biavlsprodukter. Der findes ikke en enkelt løsning, som kan forbedre salget, og forskellige biavlere vil have forskellige strategier. Der bliver mulighed for at kommenter og stille spørgsmål undervejs.