3+ gruppen blev etableret på et møde den 2. april 2019, hvortil alle medlemmer med over 3 års biavlererfaring var inviteret. Der mødte 6, og der var yderligere 2 interesserede, som ikke kunne komme den dag, men som også er med i gruppen fremover. Vi besluttede, at vi arbejder videre som en lukket gruppe, da vi mener det er af betydning, at vi kender hinandens baggrund, og at der er kontinuitet i det, vi arbejder med.
På det første møde præsenterede vi hver især, hvor vi aktuelt står i vores biavl, og hvilke ting der især optager os. Sammen fik vi opstillet en liste over, hvilke emner vi vil fokusere på i de kommende samlinger.
Vi har lige (8. maj) været sammen til det andet møde. Emnet denne aften var sværmning, forebyggende foranstaltninger og kontrol samt den efterfølgende afhjælpning, hvis det er gået galt. Vi fik præsenteret er række metoder til at hindre sværmning og fik udvekslet en hel del erfaring omkring, hvordan vi hver især arbejder i vores biavl.
Planen er nu, at vi hver især plukker i de metoder og idéer vi fik i løbet at aftenen og tager dem med i årets arbejde med bierne. Vi mødes så igen til august for at udveksle de erfaringer vi har gjort igennem sommeren specielt med fokus på sværmning.